Ups and downs

Er simpelthen så træt af at være ustabil! I dag har faktisk været en god dag, men jeg er dødtræt af, at jeg den ene dag er helt på toppen og føler mig som mit gamle jeg, og den næste er jeg helt i kulkælderen og føler at jeg aldrig bliver glad igen... Fra starten af august havde jeg faktisk omkring 3 uger, hvor det hele bare kørte. Jeg havde en del energi, fik nået meget, fik et dejligt 12 tal i mit summer uni fag, og havde det faktisk bare rigtig dejligt. Men pludselig begyndte det at svinge igen. Kan have flere dage hvor det går rigtig godt, men så ind i mellem bliver jeg pludselig ramt og er så trist og opgivende. Og selvom alle siger det er helt normalt, og at det nok skal blive bedre, så er det stadig bare virkelig træls! Er anstrengende at jeg aldrig ved om en dag bliver god eller dårlig. Til gengæld er det på en mærkelig måde faktisk også rart at være ked af det ind i mellem. Lige gyldigt hvor hårdt det er, så er det faktisk rigtig rart at sørge over min mor ind i mellem. Jonas og jeg lå fx en aften og så en hel masse af de små hjemmevideoer jeg har filmet i løbet af det sidste år hun levede - og det var hårdt, men skønt! Var så dejligt at se hvor lang tid hun jo rent faktisk var rigtig frisk, og hvor glad og smilende hun altid var gennem det hele...

All in all må jeg nok bare konkludere, at selvom det er øv at humøret svinger, så kan jeg jo også mærke at det hjælper at jeg har de dårlige dage. For det er nok dem der i sidste ende gør at jeg kommer videre - og at der på et tidspunkt stort set kun er gode dage.

En god dag

Har haft en skøn dag! Og der er ikke engang sket noget interessant. Men har i dag haft det næsten som jeg "plejer" - har været aktiv og rent faktisk nået en del! Først havde jeg timer på summer uni, så fik jeg lavet halvanden opgave ud af de to vi skal lave som del af karakteren på førnævnte summer uni, så nåede jeg en hård omgang træning, derefter hyggelig aftensmad med Jonas, en cykeltur med Jonas og så afslapning med Ugly Betty på sofaen. Lyder ikke overvældende når jeg sådan remser det op, men for mig er det stort! Særligt fordi jeg ikke føler mig helt ødelagt og afkræftet nu, men bare glad og stolt. Er fedt at føle at lidt af al min energi måske stadig er derinde, og at jeg rent faktisk er i stand til at have en nogenlunde normal dag. Så jubii for mig! Og i morgen er planen at smutte til en spinning time 6.30 - så må vi se om jeg så også er i stand til at komme op når uret ringer :)

At starte forfra

Det er over en måned siden jeg sidst skrev et indlæg. Det er alt for lang tid. Og det er ikke fordi jeg ikke har haft noget på hjerte. Nærmere tværtimod - der er sket alt for meget og mit hoved har været fyldt af alt for meget.

Ikke nok med, at jeg skal affinde mig med at min mor rent faktisk aldrig kommer tilbage - halvanden uge efter min mors død, da urnen skulle nedsættes på kirkegården i Viborg, dukkede min moster Hanne, som havde plejeorlov og boede hos os i 6 uger op til min mors død, ikke op. De fandt hende i sengen, og det viste sig at hun aftenen inden havde fået en blodprop i hjernen. En stor en. I et stykke tid frygtede vi at hun skulle dø. Og da vi fandt ud af at hun ikke ville dø, frygtede vi at skaderne var så store, at hun aldrig ville kunne få et liv. Nu ser det heldigvis ud til, at hun klarer sig bedre end frygtet og at min kærlige moster stadig er der og kæmper for at få det bedre. Men hun vil altid være hårdt mærket, og hende, der hele sit liv har passet på andre og sat alle andre først, kommer nu til at skulle have hjælp til så mange ting.

Det er ikke retfærdigt. Ikke for Hanne, ikke for min mormor eller min anden moster, der på under to uger troede de skulle miste to døtre og søstre. Og ikke for alle os andre, der holder så meget af Hanne, og som på ingen måde nåede at "sørge færdig" over min mor inden dette skete. Og oveni det hele føler jeg heller ikke det er retfærdigt for min lille mor. Jeg er så glad for at hun ikke nåede at opleve dette, men hvor ville jeg ønske vi havde nået at sørge over hende inden denne sorg blev blandet med sorgen over Hanne. Også for min egen skyld. Ugerne omkring disse to frygtelige  begivenheder føltes som om jeg levede i en dårlig amerikansk b-film. Som om vi var del af "Ugens Tragiske Historie" i et dameblad - for sådan noget sker jo ikke for almindelige mennesker?! Hvordan er det meningen man skal overleve når så meget sorg ramler ned i hovedet på en? Og hvordan er det meningen at man skal finde ud af hvem man sørger over hvornår?

Jeg har indset, at ligegyldigt at jeg elsker Hanne så højt, så er sorgen over min mor nu engang større. Og på det her tidspunkt er der simpelthen ikke plads indeni mig til at sørge nok over dem begge, for de fortjener begge så meget. Så selvom jeg tænker på Hanne, håber det bedste, og besøger hende så ofte som jeg har kræfter til, så er mit fokus på min mor. Jeg tror jeg havde forventet, at det ville være tiden op til hendes død der var den værste, og at det ville være relativt let at vende tilbage til livet bagefter. Men jeg tog grueligt fejl. Som min kloge gudfar, Jørgen, sagde til mindesamværet: "Sorgen er hård, men savnet er langt værre". Og hvor har han ret. Jeg kan godt leve med at min mor er død, jeg kan bare ikke leve med at hun aldrig kommer tilbage. Og jeg har så svært ved at forstå det. Selv her, over en måned efter, er det ikke rigtigt gået op for mig. Og ærlig talt ved jeg ikke om jeg nogensinde kommer til rigtigt at forstå det... Der kan gå timer, ja næsten en hel dag mellem at jeg tænker på det, men trætheden og tristheden er der hele tiden.

I det næste stykke tid, hvor jeg skal finde ud af hvordan jeg bedst bearbejder alt det der fylder i mit liv lige nu, og hvor jeg skal finde ud af, hvordan jeg gerne vil have mit liv skal være - for jeg er helt sikkert et andet menneske nu end jeg var inden - vil denne blog nok indeholde færre tips til, hvordan man skaber skønne stunder, og i stedet handle mere om mig.

Men bær over med mig - jeg planlægger at vende stærkt tilbage.

Afslutning

Min mor er død.

Det er den mest uvirkelige og sørgelige sætning jeg nogensinde har ytret. For selvom jeg længe har vist at det var den vej det bar, er man aldrig i stand til at forestille sig præcis hvor forkert det føles når det faktisk sker. Helle Bach Asmund døde fredag morgen kl. 5.15, 56 lykkelige år gammel. Vi var heldige - hvis man på nogen måde kan  bruge det ord i denne sammenhæng - at min mor døde uden smerter og med nogle af sine nærmeste - sin mand, to døtre og yngste søster - omkring sig. Så det var ikke en decideret ubehagelig oplevelse, hverken for hende (tror jeg) eller for os. Men for f.... da! Det var jo ikke meningen hun rent faktisk skulle dø! Selvom hun første gang fik brystkræft for 12 år siden, og de så fandt spredning igen for syv år siden, og vi mange gange i de syv år har troet, at nu var det ved at være slut med heldet, så har min mor altid formået at være så stærk og kæmpe så trodsigt, at man aldrig rigtig har troet at kræften rent faktisk ville vinde og tage hende fra os. Men som min mor sagde; jeg tabte ikke kampen! Hun vandt så mange kampe løbende, og når man tænker på, hvor længe hun har været blandt os, hvordan hun har været i stand til at leve lykkeligt på trods af sygdom og behandlinger, og hvordan hun aldrig gav op - så vil jeg mene at hun vandt den samlede kamp. Desværre vandt kræften så bare den sidste kamp, hvor hendes krop ikke havde mere at kæmpe med.

Min mor er min helt. Hun var et af de hjerteligste mennesker jeg har mødt, og hun har om nogen formået at leve livet og nyde hver eneste dag hun fik. Også mens hun var syg, og i de perioder hvor hun var hårdt mærket af behandlingerne. Og hun har aldrig være gal på verden. Jo, hun syntes ikke altid det var helt retfærdigt, og hun mente da også at hun måske havde været knap så heldig på nogle områder. Men samtidig var hun taknemmelig for alle de fantastiske mennesker hun havde i sit liv og alle de oplevelser hun nåede at få. Verden er uden tvivl et fattigere sted uden hende, og de seneste dages mange, mange tilkendegivelser fra nær og fjern bekræfter det vi allerede vidste. Nemlig at det ikke kun er verden og vores liv der er fattigere uden Helle Bach Asmund, men også så mange andres liv. Det betyder ubeskriveligt meget for mig og min familie at vide, at så mange andre mennsker også elskede hende højt. Så tak, tak, tak til jer alle.

Hun bisættes fra Sct. Jørgens kirke i Aabenraa onsdag d. 22. juni kl.13, og derefter er det tid for os at forsøge at finde ud af, hvordan livet kan leves uden hende i det. Ikke at hun skal glemmes, det vil aldrig ske, hun vil altid være del af både små og store oplevelser, men vi skal lære at fungere uden at sorgen overvælder os. Og det bliver svært. Men én af de vigtigste ting hun har lært mig, er også en af de ting der bliver af størst betydning i den næste lange tid; at tage én dag af gangen. Og nyde livet, for vi ved virkelig ikke hvor lang tid vi har.

Lille Muts, jeg elsker dig.

Første store test...

Så blev jeg lige testet big time! Jonas og jeg havde (på amino.dk som jeg skrev om tidligere) fundet et virkeligt spændende projekt, hvor de manglede et par bestyrelsesmedlemmer/frivillige til at hjælpe med at få det hele stablet på benene. Projektet har et kombineret profit/non-profit fokus og de er allerede så langt at det ser ud til at blive til virkelighed. Vi skrev så lidt med dem, og fandt ud af, at det de havdre brug for fra os, var noget der var spændende, men også ville være meget tidskrævende. Det ville derfor være nødvendigt at vi engagerede os ordentligt i det og gjorde en seriøs indsats.

Normalt ville jeg med det samme have sagt; ja tak! Projektet var jo spændende, der var et stort potentiale og så ville det være et plus på cv'et. At Jonas så også ville være en del af det, så det ikke blot ville være endnu en ting vi gjorde hver for sig, var jo bare et plus. Men, men, men... Jeg tvang mig selv til at mærke rigtigt efter om jeg virkelig havde lyst og overskud til at bruge den energi det krævedes at gøre det ordentligt. Og ved I hvad? Svaret var et stort, rungende NEJ! Og det var altså ikke helt let, for Jonas ville jo gerne, så selvom han var meget forstående og faktisk syntes det var sejt jeg sagde fra, så betød det jo stadig at jeg også afholdt ham fra det. For vi var begge helt enige om, at det var noget vi skulle gøre sammen, hvis vi gjorde det. Men jeg er stolt over at jeg sagde nej, meget stolt faktisk. Selvom jeg stadig tror det kunne være et fedt projekt at være del af, og at det stadig kribler lidt i mig, da jeg virkeligt ikke kan lide at gå glip af noget! Men det var ikke det rigtige tidspunkt for mig, især ikke fordi jeg går og brygger lidt på et andet projekt, som er noget jeg meget gerne vil. Hvis det bliver til noget skal I selvfølgelig nok høre mere!

Så lige et lille skulderklap til mig selv, og en reminder om, at det er vigtigt at mærke efter inden man springer ud i noget nyt! 

We Want Sex (Made in Dagenham) : Must-see movie!

Kan ligeså godt sige det med det samme... Jeg er stadig så stor en rødstrømpe at jeg tudede flere gange under We Want Sex (Made in Dagenham). Og nej, det er ikke en film det er meningen man skal tude til! Men denne film, der beskriver hvordan 187 kvinder på Fords fabrik i Dagenham, England, kæmpede for ligeløn tilbage i 1968, er simpelthen fantastisk! Jeg ved ikke særlig meget om film, men jeg ved at denne er lige til en Oscar. I løbet af de 113 minutter filmen varede nåede jeg at grine højt, tude, fundere, blive forarget, blive rørt og alle følelser der i mellem. Jeg elsker at den omhandler et så vigtigt emne som ligeløn, men uden at være tør eller fanatisk feministisk. Jeg vil endda vove at påstå, at det er en film de fleste mænd også vil være underholdt af - uden at blive afskrækkede på vejen.

Det interessante er, at det disse kvinder gjorde for os i 1968, har så utrolig stor betydning selv i dag. Hvem ved hvor vi havde været i dag, hvis de ikke havde besluttet sig for, at de ikke ville arbejde for mindre end mændene længere. Og det minder os om, hvorfor det er så vigtigt, at vi ikke blot læner os tilbage og hviler på laurbærene. Der er stadig mange ting der kunne være bedre, og her tænker jeg ikke blot på lovgivning - jeg går fx bestemt ikke ind for kønskvoter i bestyrelserne! Men det er vigtigt at vi kvinder husker på, at vi ikke får noget foræret. Vi kan hvad vi vil, men vi er nødt til selv at kræve det! Dermed ikke sagt, at lovpligtig barsel til mænd eller lignende kunne hjælpe, det kunne det bestemt! Men det nytter ikke at vi blot klager over hvor svært det er at være kvinde på arbejdsmarkedet, vi er nødt til at gøre noget ved det.

Og jeg tror vi nu er nået til et punkt, hvor det bliver rigtig svært. For nu har vi alle mulighederne - vi er bare nødt til at beslutte os for hvad det er vi vil. For hvis man vil være karrierekvinde bliver man nødt til at acceptere, at der er ting man ikke kan. Du kan ikke hente børnene klokken 16 eller drikke kaffe med veninderne hver eftermiddag. Så du må ofre det der skal ofres for at nå dit mål. Og vil du ikke ofre det, skal du ikke satse på at blive adminstrerende direktør - og det er også helt fint. Vi skal bare ikke regne med, at vi kan nå ligeså langt som mændene, hvis vi ikke er villige til at ofre det samme. Ligeså vel som det ikke skal forventes af os, at vi ofrer mere! Så jeg ved ikke med jer, men for mig er det helt sikkert noget jeg skal overveje - for som jeg har nævnt før, vil jeg gerne det hele! Det gælder nok bare om at finde den kombination der passer mig bedst... For ingen kan jo alt!

Det var lige dagens feministiske indspark - tilbage til det vi kom fra; We Want Sex (Made in Dagenham). Det er uden tvivl den bedste film jeg længe har set, og jeg kan kun anbefale den. Jeg har i hvert fald lige haft en skøn, skøn stund i biografen! Og så har jeg fået noget at tænke over, hvilket vel er ligeså vigtigt...

Alt-mulig-børs

Her midt i eksamenslæsning og familiehygge hos mine forældre, vil jeg lige skrive et indlæge om en smart, smart hjemmeside Jonas har fundet. Amino.dk har en del forskellige funktioner, bl.a. kan du købe og sælge virksomheder eller finde erhvervsevents, men da jeg ikke lige har en virksomhed jeg gerne vil have solgt, vil jeg kun fortælle om to af dem, nemlig Bestyrelsesbørsen og Freelancebørsen:

Bestyrelsesbørsen: Hvis du kunne tænke dig at bruge noget af fritiden på frivilligt arbejde - evt. med et socialt fokus - så er det her altså smart. Du kan gå ind og tilmelde dig selv som bestyrelsessøgende, eller blot kigge på nogen af de mange organisationer og nystartede virksomheder der mangler bestyrelsesmedlemmer og andre ildsjæle. Samtidig kan du også selv lave en søgning, hvis du står og mangler bestyrelsesmedlemmer til et projekt. Og så er bestyrelsesarbejde jo bare en skøn måde at få noget fedt på cv'et samtidg med at du er med til at skabe noget du selv tror på!

Freelancebørsen: Helt perfekt til to ting: 1. Slippe for opgaver du virkeligt ikke gider, 2. Tjene nogle penge. Hvis du står og har et speciale der skal læses korrektur på, en selvangivelse du ikke kan finde rundt i, en hjemmeside der skal designes, eller noget helt fjerde, kan du her sende opgaven til udbud, og så kan Danmarks freelanceree byde på den. Du kan på den måde få mere tid til de ting der er lidt sjovere - og til den bedst mulige pris! Samtidig kan du jo så også selv gå ind og byde på andres opgaver, så du på den måde kan tjene nogle penge på at du taler en masse sprog, ved alt om skat,  kan programmere eller hvad du nu ellers har af mere eller mindre ubrugelige evner.

Gå selv ind og se på siden, måske en af de andre funktioner er det du lige har gået og manglet! Og skriv endelig hvis I opdager noget smart jeg har overset!