Første store test...

Så blev jeg lige testet big time! Jonas og jeg havde (på amino.dk som jeg skrev om tidligere) fundet et virkeligt spændende projekt, hvor de manglede et par bestyrelsesmedlemmer/frivillige til at hjælpe med at få det hele stablet på benene. Projektet har et kombineret profit/non-profit fokus og de er allerede så langt at det ser ud til at blive til virkelighed. Vi skrev så lidt med dem, og fandt ud af, at det de havdre brug for fra os, var noget der var spændende, men også ville være meget tidskrævende. Det ville derfor være nødvendigt at vi engagerede os ordentligt i det og gjorde en seriøs indsats.

Normalt ville jeg med det samme have sagt; ja tak! Projektet var jo spændende, der var et stort potentiale og så ville det være et plus på cv'et. At Jonas så også ville være en del af det, så det ikke blot ville være endnu en ting vi gjorde hver for sig, var jo bare et plus. Men, men, men... Jeg tvang mig selv til at mærke rigtigt efter om jeg virkelig havde lyst og overskud til at bruge den energi det krævedes at gøre det ordentligt. Og ved I hvad? Svaret var et stort, rungende NEJ! Og det var altså ikke helt let, for Jonas ville jo gerne, så selvom han var meget forstående og faktisk syntes det var sejt jeg sagde fra, så betød det jo stadig at jeg også afholdt ham fra det. For vi var begge helt enige om, at det var noget vi skulle gøre sammen, hvis vi gjorde det. Men jeg er stolt over at jeg sagde nej, meget stolt faktisk. Selvom jeg stadig tror det kunne være et fedt projekt at være del af, og at det stadig kribler lidt i mig, da jeg virkeligt ikke kan lide at gå glip af noget! Men det var ikke det rigtige tidspunkt for mig, især ikke fordi jeg går og brygger lidt på et andet projekt, som er noget jeg meget gerne vil. Hvis det bliver til noget skal I selvfølgelig nok høre mere!

Så lige et lille skulderklap til mig selv, og en reminder om, at det er vigtigt at mærke efter inden man springer ud i noget nyt! 

We Want Sex (Made in Dagenham) : Must-see movie!

Kan ligeså godt sige det med det samme... Jeg er stadig så stor en rødstrømpe at jeg tudede flere gange under We Want Sex (Made in Dagenham). Og nej, det er ikke en film det er meningen man skal tude til! Men denne film, der beskriver hvordan 187 kvinder på Fords fabrik i Dagenham, England, kæmpede for ligeløn tilbage i 1968, er simpelthen fantastisk! Jeg ved ikke særlig meget om film, men jeg ved at denne er lige til en Oscar. I løbet af de 113 minutter filmen varede nåede jeg at grine højt, tude, fundere, blive forarget, blive rørt og alle følelser der i mellem. Jeg elsker at den omhandler et så vigtigt emne som ligeløn, men uden at være tør eller fanatisk feministisk. Jeg vil endda vove at påstå, at det er en film de fleste mænd også vil være underholdt af - uden at blive afskrækkede på vejen.

Det interessante er, at det disse kvinder gjorde for os i 1968, har så utrolig stor betydning selv i dag. Hvem ved hvor vi havde været i dag, hvis de ikke havde besluttet sig for, at de ikke ville arbejde for mindre end mændene længere. Og det minder os om, hvorfor det er så vigtigt, at vi ikke blot læner os tilbage og hviler på laurbærene. Der er stadig mange ting der kunne være bedre, og her tænker jeg ikke blot på lovgivning - jeg går fx bestemt ikke ind for kønskvoter i bestyrelserne! Men det er vigtigt at vi kvinder husker på, at vi ikke får noget foræret. Vi kan hvad vi vil, men vi er nødt til selv at kræve det! Dermed ikke sagt, at lovpligtig barsel til mænd eller lignende kunne hjælpe, det kunne det bestemt! Men det nytter ikke at vi blot klager over hvor svært det er at være kvinde på arbejdsmarkedet, vi er nødt til at gøre noget ved det.

Og jeg tror vi nu er nået til et punkt, hvor det bliver rigtig svært. For nu har vi alle mulighederne - vi er bare nødt til at beslutte os for hvad det er vi vil. For hvis man vil være karrierekvinde bliver man nødt til at acceptere, at der er ting man ikke kan. Du kan ikke hente børnene klokken 16 eller drikke kaffe med veninderne hver eftermiddag. Så du må ofre det der skal ofres for at nå dit mål. Og vil du ikke ofre det, skal du ikke satse på at blive adminstrerende direktør - og det er også helt fint. Vi skal bare ikke regne med, at vi kan nå ligeså langt som mændene, hvis vi ikke er villige til at ofre det samme. Ligeså vel som det ikke skal forventes af os, at vi ofrer mere! Så jeg ved ikke med jer, men for mig er det helt sikkert noget jeg skal overveje - for som jeg har nævnt før, vil jeg gerne det hele! Det gælder nok bare om at finde den kombination der passer mig bedst... For ingen kan jo alt!

Det var lige dagens feministiske indspark - tilbage til det vi kom fra; We Want Sex (Made in Dagenham). Det er uden tvivl den bedste film jeg længe har set, og jeg kan kun anbefale den. Jeg har i hvert fald lige haft en skøn, skøn stund i biografen! Og så har jeg fået noget at tænke over, hvilket vel er ligeså vigtigt...