Det er over en måned siden jeg sidst skrev et indlæg. Det er alt for lang tid. Og det er ikke fordi jeg ikke har haft noget på hjerte. Nærmere tværtimod - der er sket alt for meget og mit hoved har været fyldt af alt for meget.
Ikke nok med, at jeg skal affinde mig med at min mor rent faktisk aldrig kommer tilbage - halvanden uge efter min mors død, da urnen skulle nedsættes på kirkegården i Viborg, dukkede min moster Hanne, som havde plejeorlov og boede hos os i 6 uger op til min mors død, ikke op. De fandt hende i sengen, og det viste sig at hun aftenen inden havde fået en blodprop i hjernen. En stor en. I et stykke tid frygtede vi at hun skulle dø. Og da vi fandt ud af at hun ikke ville dø, frygtede vi at skaderne var så store, at hun aldrig ville kunne få et liv. Nu ser det heldigvis ud til, at hun klarer sig bedre end frygtet og at min kærlige moster stadig er der og kæmper for at få det bedre. Men hun vil altid være hårdt mærket, og hende, der hele sit liv har passet på andre og sat alle andre først, kommer nu til at skulle have hjælp til så mange ting.
Det er ikke retfærdigt. Ikke for Hanne, ikke for min mormor eller min anden moster, der på under to uger troede de skulle miste to døtre og søstre. Og ikke for alle os andre, der holder så meget af Hanne, og som på ingen måde nåede at "sørge færdig" over min mor inden dette skete. Og oveni det hele føler jeg heller ikke det er retfærdigt for min lille mor. Jeg er så glad for at hun ikke nåede at opleve dette, men hvor ville jeg ønske vi havde nået at sørge over hende inden denne sorg blev blandet med sorgen over Hanne. Også for min egen skyld. Ugerne omkring disse to frygtelige begivenheder føltes som om jeg levede i en dårlig amerikansk b-film. Som om vi var del af "Ugens Tragiske Historie" i et dameblad - for sådan noget sker jo ikke for almindelige mennesker?! Hvordan er det meningen man skal overleve når så meget sorg ramler ned i hovedet på en? Og hvordan er det meningen at man skal finde ud af hvem man sørger over hvornår?
Jeg har indset, at ligegyldigt at jeg elsker Hanne så højt, så er sorgen over min mor nu engang større. Og på det her tidspunkt er der simpelthen ikke plads indeni mig til at sørge nok over dem begge, for de fortjener begge så meget. Så selvom jeg tænker på Hanne, håber det bedste, og besøger hende så ofte som jeg har kræfter til, så er mit fokus på min mor. Jeg tror jeg havde forventet, at det ville være tiden op til hendes død der var den værste, og at det ville være relativt let at vende tilbage til livet bagefter. Men jeg tog grueligt fejl. Som min kloge gudfar, Jørgen, sagde til mindesamværet: "Sorgen er hård, men savnet er langt værre". Og hvor har han ret. Jeg kan godt leve med at min mor er død, jeg kan bare ikke leve med at hun aldrig kommer tilbage. Og jeg har så svært ved at forstå det. Selv her, over en måned efter, er det ikke rigtigt gået op for mig. Og ærlig talt ved jeg ikke om jeg nogensinde kommer til rigtigt at forstå det... Der kan gå timer, ja næsten en hel dag mellem at jeg tænker på det, men trætheden og tristheden er der hele tiden.
I det næste stykke tid, hvor jeg skal finde ud af hvordan jeg bedst bearbejder alt det der fylder i mit liv lige nu, og hvor jeg skal finde ud af, hvordan jeg gerne vil have mit liv skal være - for jeg er helt sikkert et andet menneske nu end jeg var inden - vil denne blog nok indeholde færre tips til, hvordan man skaber skønne stunder, og i stedet handle mere om mig.
Men bær over med mig - jeg planlægger at vende stærkt tilbage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar