Afslutning

Min mor er død.

Det er den mest uvirkelige og sørgelige sætning jeg nogensinde har ytret. For selvom jeg længe har vist at det var den vej det bar, er man aldrig i stand til at forestille sig præcis hvor forkert det føles når det faktisk sker. Helle Bach Asmund døde fredag morgen kl. 5.15, 56 lykkelige år gammel. Vi var heldige - hvis man på nogen måde kan  bruge det ord i denne sammenhæng - at min mor døde uden smerter og med nogle af sine nærmeste - sin mand, to døtre og yngste søster - omkring sig. Så det var ikke en decideret ubehagelig oplevelse, hverken for hende (tror jeg) eller for os. Men for f.... da! Det var jo ikke meningen hun rent faktisk skulle dø! Selvom hun første gang fik brystkræft for 12 år siden, og de så fandt spredning igen for syv år siden, og vi mange gange i de syv år har troet, at nu var det ved at være slut med heldet, så har min mor altid formået at være så stærk og kæmpe så trodsigt, at man aldrig rigtig har troet at kræften rent faktisk ville vinde og tage hende fra os. Men som min mor sagde; jeg tabte ikke kampen! Hun vandt så mange kampe løbende, og når man tænker på, hvor længe hun har været blandt os, hvordan hun har været i stand til at leve lykkeligt på trods af sygdom og behandlinger, og hvordan hun aldrig gav op - så vil jeg mene at hun vandt den samlede kamp. Desværre vandt kræften så bare den sidste kamp, hvor hendes krop ikke havde mere at kæmpe med.

Min mor er min helt. Hun var et af de hjerteligste mennesker jeg har mødt, og hun har om nogen formået at leve livet og nyde hver eneste dag hun fik. Også mens hun var syg, og i de perioder hvor hun var hårdt mærket af behandlingerne. Og hun har aldrig være gal på verden. Jo, hun syntes ikke altid det var helt retfærdigt, og hun mente da også at hun måske havde været knap så heldig på nogle områder. Men samtidig var hun taknemmelig for alle de fantastiske mennesker hun havde i sit liv og alle de oplevelser hun nåede at få. Verden er uden tvivl et fattigere sted uden hende, og de seneste dages mange, mange tilkendegivelser fra nær og fjern bekræfter det vi allerede vidste. Nemlig at det ikke kun er verden og vores liv der er fattigere uden Helle Bach Asmund, men også så mange andres liv. Det betyder ubeskriveligt meget for mig og min familie at vide, at så mange andre mennsker også elskede hende højt. Så tak, tak, tak til jer alle.

Hun bisættes fra Sct. Jørgens kirke i Aabenraa onsdag d. 22. juni kl.13, og derefter er det tid for os at forsøge at finde ud af, hvordan livet kan leves uden hende i det. Ikke at hun skal glemmes, det vil aldrig ske, hun vil altid være del af både små og store oplevelser, men vi skal lære at fungere uden at sorgen overvælder os. Og det bliver svært. Men én af de vigtigste ting hun har lært mig, er også en af de ting der bliver af størst betydning i den næste lange tid; at tage én dag af gangen. Og nyde livet, for vi ved virkelig ikke hvor lang tid vi har.

Lille Muts, jeg elsker dig.